Psykoterapi 1. år 2025
Narrativ og systemisk psykoterapi for psykologer I
Styrk dit teoretiske fundament og udvid dit praktiske repertoire
Underviser: Julie Rysgaard Tamakloe, Maria Lykke og Dorte Nissen
Type: Del af specialistuddannelse: Er godkendt efter den nye ordning også. Psykoterapi for voksne, psykoterapi for børn, klinisk børnepsykologi, pædagogisk psykologi og sundhedspsykologi
Om uddannelsen
Uddannelsen klæder dig på til at kunne varetage forskelligartede og komplicerede opgaver. Du vil på uddannelsen få et detaljeret kendskab til det systemiske og narrative landskab og ikke mindst få trænet dine terapeutiske færdigheder, således at dit blik skærpes og du får et solidt praktisk fundament at stå på.
Som terapeut står man over for meget forskelligartede og ofte ret komplicerede opgaver. Hver person, par og familie, man møder, har deres egne historier, erfaringer, traditioner, vaner og drømme, som de tager for givet. Psykologen må kunne lytte, anerkende og forholde sig nænsomt udforskende i forhold til de særlige historier, hver person fortæller. Samtidig er klienternes problematikker uløseligt sammenhængende med de relationer, de har privat og arbejdsmæssigt samt i mødet med andre professionelle, fx sagsbehandlere, pædagoger og lærere. Det er en relevant terapeutisk færdighed at forholde sig til disse relationer i samtalerne. Det skaber i praksis en række dilemmaer, som er væsentlige at blive klædt på til.
Et væsentligt systemisk og narrativt standpunkt er, at det kræver en udogmatisk holdning til egne værdier og vaner, nuancerede perspektiver og et bredt repertoire af færdigheder at kunne træde nyttigt ind i menneskers liv. Det stiller store krav til terapeutens egen viden og forståelse, til evnen til at kunne udvide og forandre egne synsvinkler, til fleksibilitet og mangfoldighed i både teori og praksis.
Netop kombinationen af såvel de narrative som de systemiske ideer og metoder rummer mange muligheder for at udvikle et bredt repertoire i forhold til tilgange og samtaleformer, således at du som terapeut kan arbejde fleksibelt og med solid faglighed sammen med mange forskellige mennesker med deres vidt forskellige problemstillinger og vidt forskellige forventninger til samarbejdet. Centralt for det systemiske og narrative er, at der ikke er kvalitativ forskel på måder at tale med voksne og børn, tværtimod skærpes blikket ved at befinde sig i begge kontekster, ligesom mange terapeutiske job kræver en habil færdighed til både at tale med børn og voksne. Du vil på uddannelsen udvikle færdigheder til begge dele, og vi vil sammen kigge på de forbehold og dilemmaer, der kan være.
Det grundige kendskab til flere tilgange og den løbende træning sætter dig i stand til at se flere handlemuligheder og samtidigt træffe kvalificerede terapeutiske valg, så du på en nuanceret måde kan tilpasse din praksis til dine arbejds- og behandlingskontekster, uanset om det er i forhold til individuelle, par- og familieterapeutiske samtaler eller endnu andre konstellationer, fx mellem lærer og elev, mellem pædagog og borger.
Uddannelsen lægger også vægt på at kunne finde sig tilrette i sin personlige stil. Du vil blive klogere på netop dine foretrukne terapeutiske stilarter og arbejde med din personlig-professionelle udvikling.
1. år
1.år har fokus på, at deltagerne udvikler et gedigent og varieret terapeutisk repertoire, både hvad angår forståelser, samtaleteknikker og håndtering af forskellige teamformer, så som bevidning og reflekterende team.
Vi tager udgangspunkt i grundlæggende begreber, tankegange og færdigheder fra hhv. de narrative og systemiske praksisformer samt de socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske perspektiver. Vi ser på interessante ligheder og forskelle i tilgange og grundlæggende antagelser, så du får et fundament for kvalificere overvejelser og valg i dit terapeutiske arbejde.
Vi arbejder med både veletablerede praksisformer og de nyeste udviklinger på området, og vi arbejder med forskellige terapeutiske positioner og deres muligheder og dilemmaer. Hele tiden afprøver vi, træner på forskellige måder og reflekterer sammen over de erfaringer og færdigheder, det giver.
2. år
Det 2. år er overvejende bygget op om forskellige temaer, bl.a. gruppeterapi og multifamilieterapi, traumer, sorg og krise hos voksne og børn, samtaler med børn og deres voksne, parterapi og konflikthåndtering. Vi vil se på og arbejde med, hvordan narrative og systemiske perspektiver og metoder kan bidrage til velfunderet og kreativt terapeutisk arbejde indenfor alle disse områder. Vi udforsker noget af den nyeste teori og forskning på området er, så man får et godt kendskab til mangfoldigheden inden for feltet.
Samtidigt træner vi og konsoliderer de terapeutiske færdigheder fra 1. år, og vi arbejder fortsat med deltagernes eget personligt-professionelle udviklingsarbejde og med den løbende udvikling af personlig terapeutisk stil.
Form
Vi lægger i hele forløbet stor vægt på praktisk træning og på skabelsen af et trygt og inspirerende læringsrum. Der arbejdes via øvelser, supervision, filmklip og live klientarbejde. Deltagerne vil arbejde direkte med klienter under supervision.
Den teoretiske del udfoldes gennem litteratur og oplæg fra underviserne.
Hver deltager er med i en arbejdsgruppe, som mødes 7 hele dage under forløbet for at træne og arbejde med det teoretiske stof. Deltagelse i arbejdsgruppen er obligatorisk.
Der er således tale om et intensivt og omfattende forløb. Som deltager skal du være parat til både at lægge et arbejde i at tilegne dig teorierne, videreudvikle og eksperimentere med din egen praksis, reflektere over dine erfaringer og arbejde med personlig-professionel udvikling.
Underviserne
Underviserne har mange års erfaring med og uddannelse inden for systemisk og narrativ terapi. Vi har haft løbende samarbejde og udveksling med internationale folk indenfor feltet, ligesom vi selv bidrager til at videreudvikle tænkning og praksisformer.
Underviserne er af Dansk Psykologforening godkendt til at varetage undervisningen i psykoterapi og supervision. Vi arbejder desuden løbende med terapi, supervision og undervisning af psykologer i forhold til terapeutisk arbejde, ligesom vi har udgivet bøger og artikler omkring narrativ og systemisk praksis.
Forudsætning for deltagelse
Uddannelsen retter sig primært mod psykologer eller andre akademikere med relevant baggrund, som beskæftiger sig med psykoterapi i praksis.
Der kan desuden, efter en konkret vurdering, deltage max. 25 % ikke-akademikere med anden relevant faglig uddannelse og beskæftigelse.
Omfang
Uddannelsens 1. år omfatter 8 moduler x 2 dage samt 7 dages selvstændigt arbejde i arbejdsgrupper, fordelt over 1 år.
Undervisningen foregår fra kl. 9 – 16.
For at få fuldt uddannelsesbevis kræves en deltagelse på min. 90 % af undervisningstiden.
Godkendelse af uddannelsen
Godkendelse i forhold til specialistuddannelser:
Den samlede 2-årige uddannelse Systemisk og narrativ psykoterapi for psykologer I og II, er godkendt i forhold til retningslinjerne for Dansk Psykologforening:
Specialistuddannelse i psykoterapi børn og unge og psykoterapi med voksne:
Uddannelsesforløbene dækker samlet:
- 12.4.4.2.2. Specialiseringsmodulets teori (90 timer)
- 2.12. Tilknyttet supervision - 62 timer
- 3.12. Psykologens personlige udviklingsarbejde/feedback på egen stil (40 timer).
Specialistuddannelse i klinisk børne og ungepsykologi: Uddannelsesforløbene dækker samlet:
- 6.4.4.2.3. Klinisk teori og træning, i børne- unge psykologi - tdl. Psykoterp. metoder (90 timer)
- 6.4.2. Supervision i forhold til psykoterapeutiske forløb (62 timer)
- 6.4.3. Personligt udviklingsarbejde/feedback på egen stil (40 timer).
Specialistuddannelse i sundhedspsykologi med børn og unge og sundhedspsykologi med voksne: Uddannelsesforløbene dækker samlet:
- 11.4.4.2.2. Teori og Intervention i det kliniske arbejde (90 timer)
- Supervision i forhold til psykoterapeutiske forløb (62 timer)
- Personligt udviklingsarbejde/feedback på egen stil (40 timer).
Specialistuddannelse i pædagogisk psykologi:
Teoridelen på uddannelsens 1. år:
- 8.4.4.2.1. Udviklings-, lærings- og organisationsteorier (14 timer)
- 8.4.4.2.2.1. Udredning (16 timer)
- 8.4.4.2.2.2. Intervention (16 timer)
Teoridelen på uddannelsens 2. år kan efter en individuel ansøgning godkendes under hhv. specialistmodulet og fleksibel ordning. Uddannelsesforløbene dækker samlet:
- 2.8. Supervision (62 timer)
- 3.8. Psykologens personlige udviklingsarbejde/feedback på egen stil (40 timer)
Teoridelen på uddannelsens 2. år kan efter en individuel ansøgning godkendes under hhv. specialistmodulet og fleksibel ordning. Uddannelsesforløbene dækker samlet:
- 2.8. Supervision (62 timer)
- 3.8. Psykologens personlige udviklingsarbejde/feedback på egen stil (40 timer)
Praktisk
Undervisningsdatoer:
18.-19. marts, 23.-24. april, 21.-22. maj, 17.-18. juni, 26.-27. august, 30. september - 1. oktober, 29.-30. oktober, 2.-3.december 2025
Alle dage 9-16.
Der tages forbehold for datoændringer.
Træningsgruppedatoer: : 7. april, 2. maj, 15. august, 17. september, 16. oktober, 18. november 2025
Sted:
Undervisningen foregår hos Inpraxis, Stengade 51 A, 2.sal th., 3000
Helsingør.
Tilmeldingsfrist:
15. februar 2025. Tilmelding er først bindende, efter at kontrakt er underskrevet.
Pris for 1. året
kr 39.550 + moms. For selvbetalere, der ikke er momsregistrerede: kr 39.550.
Prisen inkluderer kursusafgift, forplejning på undervisningsdagene samt undervisningsmaterialer. Der må påregnes udgifter til anskaffelse af enkelte bøger.
Ved deltagelse af 2 eller flere personer fra samme arbejdsplads, ydes 25 % rabat på kursusafgiften til hver person. Der gives ikke yderligere rabat.
Betaling foregår i en rate senest 28.februar 2025.
Kontakt os for at høre mere om vores uddannelseforløb.
Er du interesseret i at tilmelde dig uddannelsen, kan du gøre det her.