Inpraxis: systemisk og narrativ kommunikation og processtyring

Uddannelser

Konsulentuddannelse: Mellem fagspecialist og konsulent 2024

 
 
 

Mellem fagspecialist og konsulent


Uddannelsen for dig, der vil styrke dit konsultative håndværk    

 

Undervisere: Anna Fjeldsted, Anne Stærk og Iben Ljungmann
Start: april 2024

 
 

Man kan som fagspecialist og konsulent have mange konkrete ideer til, hvordan medarbejderne og ledelsen kan bidrage til at skabe udvikling for barnet, den unge eller voksne borger, men alligevel kan man opleve, at det ingen forskel gør. Ideerne bliver måske spist af vilkår, opgivenhed eller manglende lydhørhed. Andre gange føler man måske, at man som konsulent mangler specialviden på området for at kunne bidrage tilstrækkeligt, og hvordan kan man så gennem sin konsultative praksis bidrage med noget brugbart?

Måske er du VISO-konsulent, demenskonsulent, familieplejekonsulent, arbejdsmiljøkonsulent, AKT-konsulent, PPR-psykolog, sundheds-, socialfaglig-, psykologisk- eller pædagogisk konsulent, fraværskonsulent, tale-høre konsulent eller lignende. Uanset fagfelt er det ikke enkelt at balancere mellem positionen som fagspecialist og konsulent.

Arbejdet som konsulent kalder på særlige færdigheder, der går ud over ens fagområde og ens faglige viden: Fremfor at arbejde direkte med de børn, unge og voksne borgere, som har brug for hjælp, er konsulentens opgave i høj grad også at arbejde gennem andre fagpersoner. Men hvordan gør man det i praksis?

På denne uddannelse er dette omdrejningspunktet. Du vil i løbet af uddannelsen få fyldt værktøjskassen op med solide konsultative færdigheder og begreber, der kan være gavnlige og inspirerende til konsulentens balanceakter, og du vil få mulighed for at udvikle og træne konkrete redskaber og metoder, der kan berige dine konsulentfærdigheder.

Hvilke centrale spørgsmål tematiseres på uddannelsen?

  • Hvordan kan vi som konsulenter skabe positioner, hvor alles faglige viden kan komme i spil og blive brugt på nye måder?
  • Hvordan kan vi som konsulent være aktive medskabere af opgaver, så vi allerede fra første færd får skabt en ny mulighedshorisont?
  • Hvordan stiller vi spørgsmål, så nye forståelser, fortællinger og handlemuligheder kan udvikles?
  • Hvordan kan vi bringe vores egen viden i spil uden at deltagerne taber ejerskabet for løsningen?
  • Hvordan kan vi navigere i uenigheder uden at ende som dommere?
  • Hvordan kan vi lede og deltage på møder, så vi bidrager til, at de gør en reel forskel og skaber forandring i praksis for både borgere og medarbejdere?
  • Hvordan kan vi få blik for hvilke opgaver man skal gå ind i som konsulent og hvilke opgaver der skal lægges tilbage til medarbejdere eller drøftes med ledere eller andre samarbejdspartnere, så man ikke uforvarende kommer til at løse andres opgaver eller tage for meget på sig?

Hvad får du og din organisation ud af det?

På uddannelsen vil du få styrket dine teoretiske og praktiske kompetencer til at:

  • Navigere i balancegangen mellem at være fagspecialist og konsulent i din praksis og til at kigge på din egen position som konsulent i konkrete opgaver
  • Rådgive og vejlede på måder, hvor din viden flettes sammen med andres og så der sker samskabelse
  • Håndtere negative beskrivelser eller fortællinger om andre
  • Forhandle opgaver, så du ikke bare bliver passiv modtager af opgaver, men derimod aktiv medskaber
  • Facilitere nytænkning i grupper
  • Møde afmagt, konflikt, uenigheder og stress i grupper
  • Lave (faglig) mødeledelse hvor der reflekteres undervejs i kontekster med høj psykologisk tryghed
  • Designe kompetenceudviklingsforløb som styrker den faglige identitet hos deltagerne

Hvilke metoder og modeller får du til din værktøjskasse?

  • Positionering i praksis
  • Forandringsinterviewet: Bevægelse gennem spørgsmål og lytning Perspektivskifte som metode
  • Kom godt fra start: Foregribelse gennem 1. replikker
  • Rådgivning som sammenfletning gennem positionsskifte
  • Fem-trins feedback model Og flere konkrete modeller til at skabe refleksion og læring i grupper såsom ”Arvefølgen” og ”Margrethe-skålen»

Hvordan arbejder vi på uddannelsen?

Undervisningen vil veksle mellem teoretiske oplæg med konkrete eksempler fra praksis, øvelser i grupper, refleksioner over egen rolle og position som konsulent og konkret træning af konsultative færdigheder. Underviserne vægter, at undervisningen er praksisnær, levende og inspirerende. Teoretisk tager vi udgangspunkt i den narrative og systemiske tradition, men vi lader os også inspirere af andre brugbare teorier og metoder.

Uddannelsen indeholder:

  • 8 undervisningsdage i 2023 fordelt på 4 moduler (alle dage fra 9-15.30)
  • 4 obligatoriske arbejdsgruppedage i gruppe, hvor deltagerne læring styrkes gennem træning og arbejde i relation til egen praksis

Som forberedelse til hver undervisning skal du læse ca. 4-6 tekster fortrinsvist på dansk. Grundbogen ”Konsulent men hvordan” udleveres på 1. undervisningsgang, ligesom den øvrige litteratur stilles til rådighed.

Hvem kan deltage?

Uddannelsen forudsætter, at dit job indeholder funktioner, hvor du skal hjælpe andre fagpersoner til faglig udvikling og opgavehåndtering f.eks. som konsulent, supervisor, underviser, koordinator eller som faglig ansvarlig for et område. Uddannelse er rettet mod deltagere som arbejder med et dobbeltperspektiv, dvs. hvor man for at lykkedes skal have blik for både professionelle (medarbejdere og ledere) og dem de professionelle arbejder med (børn, unge, voksne, borgere, pårørende).

Undervisere

Thilde Westmark er autoriseret psykolog med en bachelor i filosofi. Hun har gennem mange år arbejdet i feltet omkring børn, unge og familier, hvor hun vejleder, superviserer og underviser både ledere og medarbejdere såsom familiebehandlere, kontaktpersoner, familieplejekonsulenter, ungebehandlere osv. Thilde har derudover særlige erfaringer fra anbringelsesområdet, hvor hun arbejder med og omkring unge i socialpsykiatrien, bosteder samt plejefamilieområdet. Udover undervisning og supervision af medarbejdere, deltager hun her også i det kliniske arbejde med de unge samt eksternt samarbejde med f.eks. psykiatri og kommuner. Thilde er desuden medforfatter til bogen ”Konsulent men hvordan” (2012). Læs mere om Thilde her.

Iben Ljungmann er autoriseret psykolog og specialist i arbejds- og organisationspsykologi. Hun har gennem de sidste 15 år arbejdet indenfor demensområdet som konsulent, VISO-konsulent og leder. Iben er særligt optaget af konsultative metoder og faglig ledelse indenfor det professionelle hjælpefelt. En af hendes kæpheste er desuden hvordan man kan udvikle og formidle praksisnære metoder, så de også kan anvendes i en presset hverdag med komplekse faglige problemstillinger. Iben er sammen med Bo Hejlskov Elven medforfatter til en bog om low-arousal pædagogik på ældreområdet, hun har samarbejdet med Sundhedsstyrelsen omkring en række praksisnære udgivelser og er forfatter til flere artikler om perspektivskifte som metode. Læs mere om Iben her.

Anne Stærk er autoriseret psykolog. Anne har igennem mange år arbejdet i feltet omkring børn- unge og familier, hvor hun vejleder, superviserer og underviser både familiebehandlere, støtte/specialpædagoger, PPR-medarbejdere, psykologer m.fl. Mange af disse professionelle har ofte en delopgave i at understøtte andres opgaveløsning omkring børn, unge og familier og derfor er konsulentfaglighed ofte et hovedfokus i Annes vejledninger, supervisioner og undervisning. Derudover har hun en særlig interesse for PPR-feltet og arbejdet omkring børn og unge i dagtilbud og skoler, og har her særlige supervisions- og undervisningsforløb samt eget klinisk arbejde med børn, unge og deres familier. Læs mere om Anne her.

Praktisk

Undervisningsdatoer:
4.-5. april, 28.-29. maj, 28.-29. august, og 23.-24. oktober 2024. Alle dage fra kl. 9-15.30. Der tages forbehold for datoændringer.


Arbejdsgruppedatoer:
21. maj, 17. juni, 20. august, 10. oktober 2024.

Deltagerantal:
Min. 8, max. 20.

Sted:
Undervisningen foregår hos Inpraxis, Stengade 51, 2. sal th., 3000 Helsingør.

Tilmeldingsfrist:
Tilmeldingsfrist 15. februar 2024. Tilmelding er først bindende, efter at kontrakt er underskrevet. Tilmelding foregår via hjemmesiden www.inpraxis.dk

Pris

Pris: kr. 19.850 + moms. For selvbetalere, der ikke er momsregistrerede: kr 19.850.
Prisen inkluderer kursusafgift, forplejning på undervisningsdagene samt undervisningsmaterialer. Der må påregnes udgifter til anskaffelse af enkelte bøger

Ved deltagelse af 2 eller flere personer fra samme arbejdsplads, ydes 25 % rabat på kursusafgiften til hver person. Der gives ikke yderligere rabat.



Betaling foregår i en rate senest 28. februar 2024.

 
 

Kontakt os for at høre mere om vores uddannelseforløb.
Er du interesseret i at tilmelde dig uddannelsen, kan du gøre det her.